Foredrag

Orientalisme før og nu

Historien om hvordan europæiske rejsende i Mellemøsten oplevede mavedans i 1800-tallet. Deres beretninger spænder fra dyb fascination til direkte afsky. Dansen, som de så, var meget anderledes end den dans, de kendte hjemmefra. Bevægelserne var ikke stive, men frit improviserede og tøjet sad løst. Det var næsten for meget for de victoriansk opdragede mænd. De var fascinerede af det sensuelle og mystiske ved de arabiske kvinder. Vi vil se på kildematerialet: Malerier, skulpturer og rejseberetninger, som vi kan lade os inspirere af i dag. Men vi vil også se på den kritik, som moderne kultursociologer rejser mod vore dages orientalisme: Et levn fra kolonitiden, som fastholder en ulige verdensorden. Bruger vi vesterlændinge bare de romantiske aspekter af de tidligere kolonilandes kultur for at opfylde vore egne behov? Fastholder vi derved en stereotyp fremstilling af 'dem' og 'os'?

Ny forskning i mavedans

Allerede i 1991 forsvarede den hollandske socialantropolog Karin van Nieuwkerk en doktoravhandling om kvindelige dansere i Egypten på baggrund af et meget opfattende feltarbejde. Afhandlingen udkom i bogform i 1995 og blev startskuddet på en hel bølge af populærlitteratur om mavedansens kulturhistorie i såvel Mellemøsten som Europa. En del af litteraturen er ikke videnskabeligt baseret og kan retmæssigt kritiseres for det! Siden 2008 har der pludselig været en opblomstring af videnskabelig forskning, bl.a. med fokus på vestlige kvinders brug af mavedans i dag: En svensk PhD-afhandling, et norsk master-speciale, flere amerikanske doktorafhandlinger, og to nye spændende engelsksprogede antologier. Jeg har læst mig igennem bunkerne og vil her gennemgå den nyeste forskning; Hvilke spørgsmål har man stillet? Hvilke svar er man kommet frem til? Og hvad skal vi overhovedet med den nye viden? Litteraturliste udleveres.

Kan vi rekonstruere autentisk mavedans?

Nogle dansere hævder at danse 'Den rigtige originale mavedans', sådan som man gjorde for flere tusind år siden. Kan det virkelig være rigtigt? (Vi skal se et par video-eksempler på det!) Det er en udbredt antagelse, at mavedansen er opstået længe før Islam og oprindeligt frugtbarhedsdanse til ære for kvindelige gudinder. Jeg vil se på kilderne og diskutere dem kritisk. Kan man tale om autentisk mavedans? Kan vi overhovedet vide hvordan man dansede for flere tusind år siden? Er det måske muligt, at give et bud på hvilke bevægelser, der er oprindelige, og hvilke der nye?

Hvad får vi ud af at danse mavedans?

I forbindelse med mit studie til Master i Idræt og Velfærd ved Københavns Universitet skrev jeg i foråret 2013 en større opgave om hvad skandinaviske kvinder får ud af at danse mavedans. Faget var idrætssociologi, arbejdsmetoden var kropsfænomenologisk og det var spændende! Her fremlægges undersøgelsens resultater.

Femininitet og grænsesætning

Det hævdes, at mavedans er et frirum, hvor vi kan eksperimentere med vores femininitet. Nogle ser mavedansen som kvindefrigørelse og oprør: En hyperfeminin kropskultur, hvor vi ikke behøver bryde os om de gældende skønhedsidealer. Her er plads til kvinder i alle størrelser og former. Men for de optrædende dansere er der mange dilemmaer og paradokser i den påstand. Dels har markedet sine egne krav om hvordan en smuk mavedanser bør se ud. Dels er der en modsætning mellem vores selvopfattelse og publikums syn på os. Vi forsøger at sætte grænser og vise, at vi ikke er seksuelle objekter, at vi ikke er strippere. Men alligevel må vi ofte finde os i, at blive opfattet sådan. Vi skal se eksempler på forskellige feminine udtryk; det elegante, det sensuelle, det vulgære og det, der er værre! Og vi skal diskutere dem. Med de nye hybrid-genrers indtog i mavedansermiljøet (fx darkfusion og burlesqe) har grænsen rykket sig. Vi vil diskutere hvor grænserne går. Hvilken form for femininitet ønsker vi selv at opleve, og hvad vil vi gerne give videre til publikum?